Som en del af abonnementet får jeg adgang til OpenAIs agentiske værktøjer, herunder Work og Codex, og en inkluderet mængde brug – en såkaldt allowance. Det lyder umiddelbart enkelt. Men jeg har forsøgt at få svar på et endnu enklere spørgsmål:
Hvor meget har jeg købt?
Det spørgsmål kan jeg ikke få et konkret svar på. Og det er et problem.
Jeg har købt en allowance. Men hvor stor er den?
OpenAI beskriver, at abonnementet indeholder en mængde inkluderet agentisk brug. Når den inkluderede brug er opbrugt, kan yderligere brug fortsætte gennem købte credits.
Credits har en værdi. OpenAI har et rate card for dem. Forskellige modeller og forskellige former for tokenforbrug koster forskellige mængder credits. Alt sammen sat op på en meget uoverskuelig måde, som indbyder til misforståelser, forbruger og virksomhed imellem.
Men min inkluderede Plus-allowance er ikke oplyst som et bestemt antal credits. Det er faktisk på ingen måder oplyst hvor stor min allowance er, eller hvordan den forvaltes. Jeg kan faktisk ikke engang finde dokumentation for at min allowance er ens måned for måned.
Det giver en bemærkelsesværdig konstruktion:
Jeg kan få oplyst prisen på den ressource, jeg skal købe, når den inkluderede ressource er brugt.
Men jeg kan ikke få oplyst størrelsen på den ressource, jeg allerede har betalt for gennem mit abonnement.
Det er ikke bare kompliceret prissætning. I mine øjne rejser det et helt grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt OpenAI lever op til de krav om gennemsigtighed, som gælder, når en virksomhed sælger en ydelse til europæiske forbrugere.
Jeg kan ikke kvantificere en del af den ydelse, jeg har købt. Jeg kender heller ikke prisen, når jeg bestiller arbejdet.
Det næste problem opstår, når jeg bruger Work eller Codex. Jeg arbejder eksempelvis med et web-site og beder agenten foretage en ændring og pushe den. For mig er bestillingen klar: Foretag ændringen og push den. Men jeg får ikke et tilbud eller et forbrugsestimat, før arbejdet starter.
Agenten kan gennemføre opgaven i første forsøg. Den kan også bruge fem eller seks forsøg. Og det er væsentligt, fordi agentisk arbejde forbruger min allowance, eller mine credits. Jeg kender altså hverken størrelsen på min samlede inkluderede ressource eller nødvendigvis på forhånd forbruget ved den konkrete opgave, jeg sætter i gang.
Hvem betaler, når AI’en fejler?
Her bliver problemet for alvor interessant. Forestil dig en kurér. Jeg betaler for at få en pakke leveret fra Aalborg til København. Kuréren kører til den forkerte adresse. Næste forsøg mislykkes også. Tredje, fjerde og femte gang går ligeledes galt.
Sjette gang bliver pakken leveret korrekt. Jeg har stadig kun bestilt én levering. Kurérfirmaets fem mislykkede forsøg ændrer ikke min bestilling til seks leveringer. De er leverandørens omkostninger ved at opfylde den aftale, vi allerede har indgået.
Det samme princip kender vi fra mange andre erhverv. Hvis en håndværker laver sit arbejde forkert og må gøre det om, er det ikke dermed automatisk blevet til to bestillinger. Hvis en programmør introducerer en fejl og efterfølgende bruger tid på at rette sin egen fejl, er det ikke automatisk en ny leverance, kunden har bestilt. I nogle tilfælde kan vi aftale at deles om omkostningerne. Det kaldes konduite.
For en forbrugsbaseret AI-agent opstår en mærkelig forskydning. Hvis agenten bruger yderligere beregningsressourcer på sine fejlslagne forsøg, indgår disse ressourcer i mit forbrug. Dermed bliver leverandørens ineffektivitet min omkostning. Det er ikke risikodeling. Det er risikooverførsel.
Det er OpenAI, der kontrollerer begge sider af regnestykket
Det er måske den vigtigste del af problemstillingen. OpenAI bestemmer størrelsen på den inkluderede allowance, og OpenAI driver systemet, der måler mit forbrug. Samtidig har OpenAI udviklet agenten, hvis handlinger bestemmer, hvor hurtigt ressourcen bruges. Og OpenAI fastsætter samtidig prisen på de credits, jeg efterfølgende skal købe for at fuldføre det arbejde, jeg allerede har sat i gang.
Som kunde kontrollerer jeg alene bestillingen: “Udfør denne opgave.” Jeg kontrollerer ikke, om agenten løser den i første eller sjette forsøg. Alligevel kan forskellen påvirke mit forbrug. Det er en meget anderledes risikofordeling end den, vi normalt møder, når en virksomhed sælger en ydelse til en forbruger.
“AI er uforudsigelig” løser ikke problemet
Selvfølgelig kan OpenAI ikke nødvendigvis vide præcist, hvor omfattende en opgave bliver. Det kan en mekaniker heller ikke. Derfor findes overslag.
En mekaniker kan sige:
“Jeg forventer 4.000–6.000 kroner. Hvis jeg finder noget, der bringer os over 6.000, kontakter jeg dig.”
En programmør kan estimere timer og en cloududbyder kan opstille budgetter og forbrugsalarmer. Usikkerheden behøver derfor ikke fjernes. Den skal synliggøres og afgrænses.
OpenAI kunne eksempelvis fortælle mig:
- Forventet forbrug: 10–20 credits.
- Maksimalt godkendt: 25 credits.
- Herefter stopper agenten og beder om tilladelse til at fortsætte.
Og først og fremmest kunne OpenAI fortælle: Dit Plus-abonnement inkluderer X credits. Så ville jeg kende både mit budget og den forventede pris på den opgave, jeg bestiller.
Det er her, det bliver et forbrugerretligt spørgsmål
Jeg påstår ikke i denne artikel, at OpenAI handler ulovligt. Det spørgsmål må i sidste ende afgøres af jurister, myndigheder og eventuelt domstolene. Men EU’s forbrugerregler bygger på et ganske grundlæggende princip: En forbruger skal have de væsentlige oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en informeret økonomisk beslutning.
Pris og måden, hvorpå en pris beregnes, er blandt de oplysninger, der er væsentlige. Derfor mener jeg, at OpenAIs konstruktion fortjener juridisk opmærksomhed.
For spørgsmålene er meget konkrete:
- Hvor stor en agentisk ydelse køber jeg med mit Plus-abonnement?
- Hvorfor kan den ikke oplyses i faktisk forbrug?
- Hvor meget af den købte ydelse risikerer jeg at bruge, før jeg starter en opgave?
- Kan jeg fastsætte et bindende maksimum for den enkelte bestilling?
Og:
Hvorfor skal min købte ressource reduceres, hvis OpenAIs agent bruger ekstra ressourcer på at korrigere sine egne fejl?
Det er ikke tekniske spørgsmål om tokens. Det er spørgsmål om forholdet mellem kunde, pris og leverance.
Ved du, hvad du får for dit AI-abonnement?
Det gjorde jeg ikke. Jeg troede, jeg gjorde. Jeg kendte abonnementsprisen. Jeg kendte funktionerne. Jeg vidste, at der var brugsgrænser. Men først da jeg forsøgte at finde ud af, hvad min inkluderede agentiske allowance faktisk repræsenterer, opdagede jeg problemet:
Jeg kan ikke sætte et tal på den.
Og når jeg bruger den, kan jeg heller ikke nødvendigvis vide på forhånd, hvor stor en del af den OpenAIs agent vil bruge på den opgave, jeg bestiller. det mener jeg ikke er tilstrækkeligt gennemsigtigt for et forbrugerprodukt. OpenAI behøver ikke love, at enhver AI-opgave koster præcis det samme.
Men når en virksomhed sælger mig en begrænset ressource som del af et abonnement, mener jeg, at jeg som minimum bør kunne få svar på to spørgsmål, inden jeg bruger den:
Hvor meget har jeg købt? Og Hvad forventer I, at den opgave, jeg nu bestiller, vil koste af det?
Hvis OpenAI ikke kan svare på det, er mit næste spørgsmål ikke til ChatGPT. Det er til en advokat med speciale i europæisk forbruger- og markedsføringsret. Og så kan Chatty, Claude, Gemini, Grok og hvad i ellers hedder bare komme an.
Kilder
OpenAIs egen FAQ og dokumentation om ChatGPT Plus, Work, Codex, allowance og credits.
EU’s regler om urimelig handelspraksis (Unfair Commercial Practices Directive). EU-direktiv 2005/29/EF